Jul/nytår/påske

Jul/nytår/påske
KOGT HUMMER

KOGT HUMMER

INGREDIENSER

  • 1 sort hummer

  • 1 citron

  • 3 spsk. salt

  • ½ bdt. dild

  • CHILIMAYO:

  • 1 æg

  • 1 tsk. chiliflager

  • 2 tsk. sriracha chilisauce

  • 2 fed hvidløg

  • 1 tsk. friskpresset citronsaft

  • 1 tsk. hvidvinseddike

  • ½ tsk. sukker

  • 1 spsk. ketchup

  • ½ tsk flagesalt

  • 1 dl avocadoolie

  • 1 dl olivenolie

  • DILDMAYO:

  • 1 bdt. dild

  • 3 dl smagsneutral olie

  • 2 spsk. friskpresset citronsaft

  • 2 æggeblommer

  • 1 tsk. hvidvinseddike

  • 1 tsk. sennep

  • Salt og peber

  • TRØFFELMAYO:

  • 2 æggeblommer

  • 5 g dijonsennep

  • 15 ml hvidvinseddike

  • 15 g trøffelpuré

  • Salt og friskkværnet peber

  • 2 dl olivenolie

  • 10 g trøffelolie

Fremgangsmåde


En stor gryde med vand bringes i kog. Tilsæt salt og friske kviste dild samt citron i skiver. Hummeren kommes i det spilkogende vand. Læg låg på gryden og bring igen vandet i kog. Hummerne skal koge i 5-7 minutter (afhængig af størrelsen). Herefter tages hummeren og lægges i en skål med iskoldt vand (koldt vand fra vandhanen blandet med isterninger). Det iskolde vand gør, at kogningen stopper i samme sekund, hummeren kommes i vandet. På den måde risikerer du ikke, at hummeren bliver trist og tør, men i stedet saftig og lækker.

Når hummeren er helt afkølet, tages den op af isvandet. Kødet skal nu tages ud af hummeren. Brug en skarp og solid kniv til at flække hummeren. Start mellem nakke- og rygleddet og tryk kniven igennem hummeren på langs, så den deles i to. Vend kniven og tryk den igennem hovedet. Hummeren er nu flækket i to halvdele. Skyl og rens dem under den kolde hane. Fjern tarmen i hummerhalen.

Server det lækre hummerkød som det er. Anret kødet i egen skal på et fad med knust is. Server sammen med forskellige slags dip, citronbåde, salturt samt en lille krydderurtesalat. Husk noget godt brød og en dejlig hvidvin eller champagne.

 

Afliv hummeren

En skarp kniv jages ned i det kryds, hummeren har i hovedet. Den dør øjeblikkeligt ved denne behandling og vil nu intet kunne mærke. Hvis den fortsat bevæger sig, skyldes det udelukkende de mange nervetråde, hummeren indeholder.

 

Chilimayo

Kom alle ingredienserne i en blenderskål og brug en stavblender til at blende det sammen – til chilimayoen tykner. Bevæg stavblenderen op og nem i skålen, så der bliver tilført luft og mayoen bliver cremet og super lækker. Smag til med salt, sriracha og drys med lidt tørrede chiliflager inden servering.

 

Dildmayo

Skyl dild og blend det herefter med olie helt fint i en blender. Bland friskpresset citronsaft, æggeblommer, hvidvinseddike og sennep i en skål. Tilsæt dildolien lidt ad gangen, mens mayonnaisen piskes sammen med en elpisker. Når mayonnaisen begynder at tykne, kan der tilsættes lidt mere olie ad gangen. Smag mayonnaisen til med salt og peber.

 

Trøffelmayo

Kom æggeblommer, sennep, eddike, trøffelpuré, salt og peber i en slank beholder (skal passe med hovedet på en stavblender). Blend ingredienserne sammen og hæld langsomt olien i imens der blendes. Afhængig af den ønskede konsistens på mayonnaisen, så kan der tilsættes ekstra olie. Til sidst blendes trøffelolien i. Smag til med salt og peber.

22. november 2024 - 13:42