RAMSLØGSHOLLANDAISE
Til 2 personer
INGREDIENSER
-
175 g smør
-
3 pasteuriserede æggeblommer
-
2 spsk. hvidvinseddike
-
Saft af en kvart citron
-
8-10 blade ramsløg (afhængig af størrelse)
Fremgangsmåde
Smelt smørret ved lav varme i en gryde. Det er kun det klarede smør, der skal bruges. Vallen, der kommer til at ligge i bunden, skal ikke bruges. Når smørret er smeltet, tages det af varmen – det skal under 60 grader inden den videre proces.
Vask og hak ramsløg. Pisk æggeblommer, hvidvinseddike, citronsaft og en smule salt over lav varme til det begynder at blive let luftigt – det kan godt tage lidt tid.
Tilsæt et par dråber af det klarede smør (mens der piskes). Så snart det er absorberet, kan der tilsættes lidt mere. Løbende vil der kunne tilsættes lidt mere smør ad gangen, og det bliver absorberet hurtigere. Det er vigtigt, at der piskes hele tiden og holdes øje med saucen fra start til slut (ellers vil den med stor sandsynlighed skille). Hvis der er behov for en pause i piskningen, så tag gryden af varmen imens.
Saucen skal serveres lun og ikke decideret varm.
Når alt det klarede smør er tilsat, tages saucen af varmen og smages til med salt, peber og eventuelt lidt mere citronsaft. Lige inden servering røres de hakkede ramsløg i.